Smuk gennemlyst opførelse af Händels Messias
Grethe Jørgensen (Helsingør Dagblad, 12. december 2006)
Musik: Siger og skriver 20 sangere og musikere formåede at føre Händels populære ’Messias’ til nye højder ved en opførelse i Helsingør Domkirke lørdag aften. En gennemsigtighed, der lod os høre musikken mere intenst, fatte teksterne på anden måde, hvad enten det var arierne, eller korsatserne. Koret bestod af ni sangere, alle plukket fra professionelle rækker, alle med solistiske kvaliteter på højt plan, og solopartierne blev varetaget af medlemmer af koret med stor skønhed i de uforglemmelige arier, som man nynner på længe efter, når man går hjem. (Især, når man selv i tidernes morgen har været med til at synge Messias)…
Ensemblet, der opførte Messias, hedder Copenhagen Soloists med god grund, for også de elleve professionelle instrumentalister formåede med fine indsatser og fornem ledsagelse af kor og soli at fuldende disse partier, ligesom orkestersatserne klang fulde af skønhed og med den gennemsigtighed, som den musikalsk pige ved siden af mig kaldte filigranagtig!
Det var en kammermusikalsk opførelse, uden dirigent, men med den fine violinist Jonathan Ofir som stående koncertmester, der sikkert og med få virkemidler førte den næsten tre timer lange opførelse til succes med stort bifald fra tilhørerne, der havde besat hver eneste ledige siddeplads i kirken.
Hermed fik Copenhagen Soloists deres debut i Helsingør Domkirke, hvilket vi da kan være stolte af, for jeg tror at ensemblet har en lang fremtid foran sig! Allerede dagen efter, Søndag den 10. blev Messias opført anden gang; denne gang i Helligåndskirken i København.
I det trykte program ser man, at ensemblet har planlagt to opførsler af Bachs Johannespassion fredag den 6. april kl. 15.00 i Helligåndskirken i København og Lørdag den 7. April kl. 16.00 i Vor Frue Kirke i Kalundborg.