Copenhagen Soloists gav tre store Mozartværker i Mørdrup.

Ole Josephsen, musikanmelder (Helsingør Dagblad, 18. oktober 2018)

Med tre store værker fra Mozart-repertoiret præsenterede Copenhagen Soloists sig søndag eftermiddag i Mørdrup Kirke. Koncerten, der var arrangeret af Espergærde Musikforening, bød på Sinfonia Concertante for violin og bratsch, motetten ”Exultate jubilate” og symfoni nr.40.

Copenhagen Soloists er oprindeligt et barokensemble, men har nu udvidet repertoiret med wienerklassikken. De spiller på autentiske instrumenter og stræber efter et tidstro klangbillede.

Samtale for strygere

Sinfonia Concertante havde Jensenka Balic Zunic på violin og Fredrik From på bratsch som solister. Det er en dobbeltkoncert, hvor de to soloinstrumenter hver har partier og kadencer, men også har partier, hvor deres stemmer slynger sig om hinanden i frydefuld harmoni. Førstesatsen har en god fremdrift, hvor blæsere og strygere concerterer med soloinstrumenterne. Den langsomme adagiosats kaldte på den bløde stemme hos både violinen og bratschen, der førte en dyb og engageret samtale. I sidste sats var der igen fart over feltet med virtuose partier for begge solister. Flot spillet.

Krystalklar sangglæde

Sopranen Sophie Thing-Simonsen var solist i solomotetten ”Exultate Jubilate”, der besynger daggryets komme. Hendes stemme er sikker og krystalklar, og så udstråler hun umiddelbar sangglæde. I den langsomme og bedøvende smukke andantesats klang stemmen blødt og smidigt, og i den afsluttende jublende Halleluja-sats sad de virtuose koloraturer lige i skabet. En fornem præstation. Orgelpositivet, spillet af Gilbert Martinez, var her en god støtte.

Genial og dramatisk

Symfoni nr.40 i g-mol er en genial symfoni, i manges mening Mozarts bedste. Den er i hvert fald den mest dramatiske af alle hans symfonier. Grelle dissonanser og heftige rytmer er stærke virkemidler og danner på mange måder en indgang til den moderne symfoniske musik. Copenhagen Soloists viste sig ved eftermiddagens koncert som et fuldblods Mozart-orkester. Med lette strøg og stærk puls – og hver node sad lige, hvor den skulle. Jonathan Ofir dirigerede plastisk og tydeligt. Han favner orkestret og får det til at ånde. Efter tre gange Mozart på højt plan gik man lykkelig ud i sensommerdagens sidste solstråler.