En Mozart-koncert i Holmens Kirke havde det korteste værk som kunstnerisk højdepunkt.

Peter Dürfeld (Kristeligt Dagblad, 16. oktober 2018)

4 stjerner

Holmens Kirke har med sin lange historie oplevet lidt af hvert, siden Christian den Fjerde i september 1619 lod den indvie som orlogskirke i Frederik den Andens gamle ankersmedje.

På det musikalske plan har den i det 21. århundrede – ikke mindst takket være sin initiativrige organist Jakob Lorentzen – fået status som et af hovedstadens mest spændende koncertsteder, således med storslåede oratorier af Bach og Händel der trækker et talstærkt publikum ind i det gamle kirkerum.

Lørdag eftermiddag inden efterårsferien drejede det sig imidlertid om et rent Mozart-program med tre værker, fremført af ensemblet Copenhagen Soloists, dirigeret af Jonathan Ofir.

Man lagde sig ud med den underskønne ”Sinfonia Concertante” for violin, bratsch or orkester, som Mozart komponerede i vinteren 1779-80 hjemme i Salzburg.

De to solostemmer var lagt i hænderne på to fortræffelige musikere fra Concerto Copenhagen, violinisten Jesenka Balic Zunic og bratschisten Fredrik From, men det kan ikke nægtes, at værket som helhed ikke for alvor lettede – måske fordi det er sin sag at fremføre det på ”autentiske instrumenter”, måske fordi der manglede flow i den himmelske andante og mere legende fandenivolskhed i den afsluttende presto, der blev taget i et tempo, der nærmest lød som en magelig allegro.

Det andet Mozart-storværk var symfoni nummer 40, den midterste af de tre, Mozart komponerede i sommeren 1788, og som han sandsynligvis aldrig selv fik at høre. Det var godt skuldret af det ikke ligefrem talstærke Copenhagen Soloists med koncertmester Hannah Tibell som en fin drivkræft, der fik båret symfonien så godt igennem alle fire satser, og Jonathan Ofir viste her fin fornemmelse for sammenhænge og tempi, der lød naturlige og endnu en gang viste, at sand musikalitet sjældent fornægter sig.

Mellem de to store kompositioner kunne man imidlertid opleve koncertens kunstneriske højdepunkt, da sopranen Sophie Thing-Simonsen var solist i motetten ”Exultate, jubilate”, komponeret i Milano i januar 1773, da Mozart var blot 17 år gammel. Det indtagende ungdomsværk er skrevet på latin og har en varighed på blot et kvarters tid. Men Sophie Thing-Simonsen sang det med en overbevisende vokal sikkerhed og et uimodståeligt overskud, og dertil kom, at dette tidlige værk måske i virkeligheden ligger bedst for det lille ensembles muskler og spillestil. Som vi hørte det den smukke efterårslørdag i hjertet af København, var det en sand perle.