Klassiske kendinge af Bach

Copenhagen Soloists bevægede sig lige fra Polonæse til orkestersuite og kantate.


Bodil Strandgaard Schau (Helsingør Dagblad, 30. september 2015)


ESPERGÆRDE: Sæsonens anden koncert i Espergærde Musikforening bød på verdslig musik af J.S. Bach, opført af Copenhagen Soloists.

Også på den smukke efterårssøndag havde et stort publikum fundet vej til koncerten på Espergærde Gymnasium for at lytte til Johann Sebastian Bachs orkestersuite nr. 2 og Brandenburgkoncert nr. 5, vel nok nogle af Bachs kendteste og mest elskede værker.

Copenhagen Soloists spillede under ledelse af ensemblets dirigent og grundlægger, den israelskfødte Jonathan Ofir. Der er to svenske violinister, Hannah Tibell og Hanna Ydmark, Rastko Roknic fra det tidligere Yugoslavien på Bratsch, islandske Hanna Loftsdottir på cello, Jennifer Dill på traversfløjte og amerikanske Megan Adie på kontrabas og Gilbert Martinez på cembalo.

Alle har en imponerende, international karriere bag sig, og ensemblet koncentrerer sig om at spille store barokværker som kammermusik på originalinstrumenter.

En kongelig dans

Johann Sebastian Bach havde en fortid som hofmusiker, før han slog sit navn fast for eftertiden som kirkemusiker ved Thomas-kirken i Leipzig.
Bachs fire orkestersuiter stammer fra hans tid som hofkapelmeister hos fyrst Leopold von Anhalt-Köthen 1717-1723. De er komponeret over mønstret fra den dengang populære franske dansesuite, alle for strygere og med skiftende soloinstrumenter.

I suite nr. 2 i h-mol er det traversfløjten, der overtager solopartierne, denne eftermiddag virtuost spillet af Jennifer Dill, der er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Ouverturen åbner dansesuiten, hvor den franske konge træder ind i salen. Her spiller traversfløjte og førsteviolin først enstemmigt, hvorefter der følger et soloparti med fløjte.

Stil op til Polonæse

Den efterfølgende rondeau er roligere, sarabanden mere lyrisk, og fløjten mere tilbagetrukket. Bourreen er, ligesom den dans, den er inspireret af, mere livlig, mens polonæsen virker majestætisk.

Under en Polonæse marcherer danserne typisk ind i rækker og stiller op til den efterfølgende dans, ofte en menuet. Badinerien er som sidste sats hurtig og livlig og bæres i denne suite af en fløjtesolo. Jennifer Dill rev også her publikum med.

”En klassisk slager” kunne man fristes til at kalde denne sidste sats, som de fleste nok kan nynne med på, når de hører den.

Et virtuost sololøb

De seks indbyrdes meget forskellige Brandenburgkoncerter skrev Bach i 1721 på bestilling af markgreven af Brandenburg. Den 5. Brandenburgkoncert udmærker sig ved cembaloets fremtrædende rolle. De øvrige soloinstrumenter er traversfløjte of violin.

Andensatsen, hvor de tre soloinstrumenter spiller alene, har en mere intim karakter, idet violin og fløjte fører en sagte dialog med cembaloet i mere tilbagetrukket rolle. Sidstesatsen er igen livlig, og publikum fulgte åndeløst Gilbert Martinez’ virtuose sololøb på cembaloet.

Da kameraet gik solo

Henimod slutningen af anden sats blandede sig en teknisk lyd. Flere kiggede febrilske efter deres mobiltelefoner – trods formandens venlig påmindelse om at huske at tænde mobiltelefonen, når man går.

Det var imidlertid ensemblets eget videokamera, der pludselig overtog solistrollen. Jonathan Ofir trådte roligt ned fra dirigentpodiet og rettede den tekniske fejl med en munter bemærkning, før man spillede sidste sats. I pausen kunne der som sædvanligt købes et glas vin eller vand, og der var mulighed for musikalske oplevelser med bekendte blandt publikum.
Bach skrev formentlig næsten tre hundrede kantater (hvoraf godt 200 er fundet). De fleste er kirkelige, og i dag forbinder i vel en kantate med kirkemusik, men Bach skrev også verdslige kantater.

Nogle gætter på, at ”Non sa che sia dolore” (Man ved ikke hvad sorg er) er skrevet i 1734 ved afskeden med en af Bachs elever, men sikkert ved man ikke.

Med stor indlevelse fortolkede den svenske sopransolo Klara Ek med varm og fyldig stemme vemodet over at tage afsked med en kær ven – samtidig med, at man ønsker lykke på rejsen.

Også de lange, bærende passager fulgte med en imponerende, naturlig lethed. Klara Ek er uddannet ved Kungliga Musikhögskolan i Stockholm, University College of Opera i Stockholm og The Royal College of Music i London.

Opløftende eftermiddag

Man gik bade opløftet og afslappet fra koncerten. I Bachs tonesprog – der ofte beskrives som den fuldente matematiske tonalitet – er der noget udvidende og opløftende. Der er højt til loftet.

Næste koncert i Espergærde Musikforeningen er søndag den 18 oktober klokken 16, denne gang igen i Mørdrup Kirke, hvor publikum kan se frem til at høre kammerkoret Camerata.