Johannespassionen som kammermusik
Ole Josephsen (Helsingør Dagblad, 11. april 2007)
Musik: Kan man skrue Bachs vældige Johannespassion, hvad angår antallet af medvirkende og nøjes med 9 sangere 11 musikere? Det var opgaven for det nye solistiske vokal- og instrumental ensemble ’Copenhagen Soloists’ lørdag eftermiddag i Tikøb Kirke, og man må sige, at ensemblet løste opgaven med bravour. Bachs partitur blev forløst med en musikalsk selvfølgelighed, så tilhørerne – en fyldt Tikøb Kirke – fik en oplevelse af de sjældne.
Det var en Johannespassion udført på kammermusikalsk vis, hvor hver frase, hver harmoni, hver korsats og hver inderlig arie og koral blev belyst i et forklaret skær. Værket er i høj grad et korværk, der stiller store krav om intonation og præcision, og når koret består af kun 2 sangere på hver af de 4 stemmer, kræver det en indsats udover, hvad der normalt forlanges af en korsanger. De 8 sangeres stemmer var stemmemæssigt afbalancerede og resultatet føltes volumenmæssigt lige så fyldigt som et stort kor. Alle 8 sangere optrådte desuden på smukkeste vis som solister i passionens arier. Her var det altarien ’Es is vollbracht’ og sopranarien ’Zerfliesse mein Herze’, der gjorde dybest indtryk.
Evangelisten, der kommenterer og forbinder de enkelte afsnit, var velanbragt i sin afgørende rolle i forløbet med sin dramatiske og sonore tenor. En fornem præstation.
Det lille velafstemte barokensemble på 11 musikere sørgede på deres tidstro instrumenter for et fint akkompagnement til de vokale indsatser. Ensemblet spillede uden dirigent, men var ledt af koncertmester Jonathan Ofir på barokviolin. Bach i sin høje himmel ville have frydet sig over denne opløftende koncert.