Copenhagen Soloists                                                    UK

 

 

 

 

 

 

 

 

Mozarts rekviem for udsolgte kirker 

 

Af Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad, 7. november 2017

Copenhagen Soloists har efterhånden eksisteret i 11 år. Det er et solistisk besat vokal- og instrumentalensemble, som udviser et betydeligt ambitionsniveau ved at give sig i kast med nogle af de største barokværker – i næste måned fremfører man således J.S. Bachs messe i h-mol – og for nylig har man udvidet repertoiret til wienerklassisk musik.

I den første weekend af november præsenterede man således et par opførelser af Mozarts ufuldendte og udødelige rekviem, det sidste af de 626 numre i den såkaldte Köchel-fortegnelse over geniets værker.

Og der var så megen rift om billetterne til både Sct. Pauls Kirke i Aarhus og i Helligåndskirken i København, at man indlagde en ekstra koncert i sidstnævnte sent søndag aften. Også den udspillede sig i en helt udsolgt kirke.

Det er opløftende at opleve – som man fire dage forinden samme sted havde kunnet gøre det med Brahms og Københavns Kantatekor – at interessen for åndelig musik på dette høje niveau er så stærk.

I den gængse version, man havde valgt til fremførelsen af det sagnomspundne rekviem, varer det mindre end en time, men det er trods den tidsmæssige knaphed vægtigt og gribende nok til at gøre det ud for en hel koncert. ”Et værk om mystik og død” havde korets stifter og leder, den 45-årige herboende israeler Jonathan Ofir, kaldt det i sin artikel i programhæftet, og den uhyre dedikerede dirigent fik sit noget afbudsramte team af sangere og musikere til at fremføre det med den nødvendige glød og – stort set – med den lige så krævende præcision.

Det er tilsyneladende et kunstnerisk princip for ensemblet, at de vokale indslag går på omgang: Medlemmer af koret træder på skift frem for at varetage de sopran-, alt-, tenor- og baspartier, partituret rummer. Det kan selvsagt skabe en vis uensartethed i klang og tolkning, så man kommer til at sammenligne sangerne og måske savne den forrige solist.

Ligeledes holder man fast i konceptet med at spille på ”autentiske instrumenter”, der lyder på som på komponistens tid (så vidt man da ved). Det kan gøre visse passager en smule rå i klangen, men var nu ikke hele forklaringen på, at der ved den første koncert i Helligåndskirken var noget slør i førsteviolinerne.

Men som helhed løste både det kammermusikalsk prægede orkester og kor udfordringen til tre store stjerner.

 

Om værket

Mozarts rekviem, KV 626, med Copenhagen Soloists og Jonathan Ofir i Aarhus og København.


 

Messe med opera og kontrapunkt

 

Anmeldelse af Rossini-koncert I Mørdrup Kirke Af Ole Josephsen Borgerjournalist (Helsingør Dagblad, 29.3.2017) ESPERGÆRDE:

 

Koncerten i Mørdrup Kirke søndag eftermiddag, der var arrangeret af Espergærde Musikforening, bød på et enkelt værk: Rossinis sidste større værk ”Petite Messe Solennelle” – på dansk ”lille højtidelig messe”. Den er hverken lille eller højtidelig, men et meget usædvanligt værk af denne komponist, som nåede at komponere henved 40 operaer. I messe blandes arier i italiensk operastil med polyfonisk kontrapunkt i korsatserne. De medvirkende var Copenhagen Soloists med et solistisk kor på 9 sangere, håndplukket fra bl.a. DR Vokalensemble, DR Koncertkor, Ars Nova, svenske operascener og Den Fynske Opera. Udover at være kor optrådte sangerne også solistisk undervejs, og hver arie føltes derfor opstået naturligt af koret. Dirigent var Jonathan Ofir. Duetten ”Qui tollis” blev sunget blidt og inderligt af sopranen Anna Forsebo og alten Simone Rønn. Bass Staffan Liljas fyldte kirken med sin malmfulde røst i ”Quoniam” satsen. ”Crucifixus” blev en smuk arie med lys på toptonerne i sopranen Radmila Rajics fortolkning, og den afsluttende ”Agnus Dei” blev fredfyldt og bevægende med Johanne Thisted Højlund som altsolist. Alten Nanne Bugge Rasmussen, tenorerne Adam Riis og Emil Lykke samt bassen Piet Larsen medvirkende i resten af solopartierne. Korsatserne blev sunget med en glød, der gav stemmelinjerne farve. I de meget præcise fugaer kom der fart over feltet, og det kontrapunktiske fik ligefrem noget swing over sig. I ”Sanctus” hørtes koret a capella i et forløb, der kunne være en blid vuggesang med en lind strøm af skønne harmonier. Med et kor på kun 9 sangere bliver klangbilledet gennemsigtigt, og man kan klart følge de enkelte stemmer i det polyfoniske klangbillede. ”Orkestret” bestød af Christina Bjørkøe på kirkens fornemme Steinwa flygel og Gilbert Martinez på et lille medbragt orgel. Her førte Christina Bjørkøe det store ord. Rossini har skrevet en klaverstemme, der skal gøre det ud for et stort orkester, og det er sandelig blevet til mange noder. Christina Bjørkøe havde stort set ingen pauser undervejs – og spillede veloplagt og sikkert fra start til slut. Hen mod slutningen fik hun en sats for sig selv, idet Rossini har indlagt et ”religiøst præludium”, et intermezzo, der kontrasterer med messens stil ved at have en udpræget romantisk karakter. Gilbert Martinez på det lille orgel (Rossini foreskrev et harmonium) bidrog med akkorder og enkelte melodilinjer, men ellers har komponisten ikke givet instrumentet megen plads i det samlede lydbillede. Rossinis messe blev en musikalsk oplevelse af de sjældne. Stemmemæssigt smukt forvaltet af de 9 sangere fra Copenhagen Soloists, flot indrammet af Christina Bjørkøe og Gilbert Martinez, og fornemt iscenesat og dirigeret af Jonathan Ofir. Publikum kvitterede med stående ovationer.

 

Den aldrende Rossinis messe 

 

Koncertkirken på Nørrebro i København var ramme om en særpræget koncert Af Peter Dürrfeld (Kristeligt Dagblad, 28.3.2017) koncert

(4 stjerner)

 

Den uhyre produktive Gioacchino Rossini komponerede 39 operaer i løbet af sine første 38 leveår, men i anden halvdel af sit liv (han blev 76 år) lagde han stort set nodearkene fra sig for at hellige sig andre sysler, heriblandt gastronomi. Der forekom dog enkelte undtagelser – mest markant måske den såkaldte ”Petite Messe Solennelle”, han skabte i 1863, om ikke til husbehov, så dog til salonbehov. Det er forklaringen på, at det godt fem kvarter lange værk undertiden får påhæftet den ringeagtende betegnelse ”Salonmessen”. I lørdags havde ensemblet Copenhagen Soloists valgt at opføre messen med blot ni sangere i alt: sopranerne Anna Forsebo og Radmilla Rajic, alterne Nana Bugge Rasmussen, Johanne Thisted Højlund og Simone Rønn, tenorerne Adam Riis og Emil Lykke samt basserne Staffan Liljas og Piet Larsen. De skulle ikke alene tage sig af de solistiske indslag, men også agere kor, så det blev en travl eftermiddag for de dedikerede sangere, ledet af deres lige så engagerede dirigent, Jonathan Ofir. Den fremragende pianist Christina Bjørkøe spillede på klaveret en betydeligt større rolle end Gilbert Martinez på det lille harmonium (”stueorgel”). Hendes lange solostykke i anden del, som Rossini havde betegnet som et ”preludio religioso”, var i mine ører det mest religiøse i en messe, der ellers bar præg af den garvede operakomponists måde at udtrykke sig på. Således lød det indledende ”kyrie eleison” så vuggende, at det kunne have indgået som en barcarole i en af Rossinis store succeser fra den periode, hvor hele Europa hyldede ham som tidens største operakomponist og den italienske Mozart. Selvom Copenhagen Solists opførelse ikke hele vejen igennem var uden skønhedspletter, blev det en givende oplevelse at opleve det sjældent fremførte værk midt i hovedstadens gamle arbejderkvarter. Blågårds Plads har med sin beliggenhed midt i Den Sorte Firkant haft en omtumlet historie, lige fra dengang borgerne i 1800-tallet protesterede over at få pladsen ”vanziret” af et nyt etagebyggeri. Blågårds Kirke, der blev opført i midten af 1920’erne, blev lukket den 1. januar 2014 ved en gudstjeneste med deltagelse af Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen. Bygningen blev solgt til kulturelle formål og fik navnet Koncertkirken. Bare i løbet af marts i år har den været hjemsted for Kvindernes Kampdag, Tango Passion, flere jazzkoncerter, Vivaldis uopslidelige ”De fire årstider” – og nu altså også en sjælden fugl, kreeret af mesteren, der i sin italienske fødeby stadig kaldes Svanen fra Pesaro. I sit partitur nedfældede han disse ord: ”Min herre, den er fuldendt, denne lille messe. Har jeg netop komponeret hellig musik – eller mon uhellig musik?”. Spørgsmålet lader sig 254 år senere ikke entydigt besvare. Rossini: Petite Messe Solennelle, Copenhagen Soloists under ledelse af Jonathan Ofir.

 

 

 

Anmeldelse af Mozart-koncert: Torso eller krop (Århus Stiftstiderne)

 

AF: OLE STRAARUP, RED@STIFTEN.DK Publiceret 27. november 2016 kl. 16:50

 

Wolfgang Amadeus Mozarts færdiggjorte c-mol messe kunne høres i Sct. Pauls Kirke lørdag. Mozarts store messe forsøgt færdiggjort af københavnsk ensemble Fakta Wolfgang Amadeus Mozart:Messe i c-mol. Copenhagen Soloists, dir.: Jonathan Ofir. Sct. Pauls Kirke, lørdag eftermiddag. 4 stjerner KULTUR: Efter en årrække som leder af Copenhagen Soloists, et kor- og orkesterensemble der som titlen antyder er solistisk besat, har Jonathan Ofir sat sig for at give et bud på en komplet og fædiggjort udgave af Mozarts store messe i c-mol. Som et andet af komponistens store kirkemusikalske værker, reqiet, blev c-mol messen efterladt ukomplet, og der er siden Mozarts død gjort forskellige forsøg på at fylde hullerne i værket ud med klip og lån fra andre af komponistens kirkemusikalske værker. I Jonathan Ofirs udgave er udfyldningen sket med lån fra Missa Longa (KV 262) og Missa Solemnins (KV 337), og det har gjort Credo'et komplet og tillaget et afsluttende Agnus Dei og Dona Nobis Pacem. Uden at fordybe mig i teknikaliteter må jeg sige, at denne måde at tilvejebringe et helt messeforløb på sådan set fungerer udmærket, men at jeg personligt foretrækker torsoen, den udfuldendte komposition. Det hænger dels sammen med, at værket i sin ufuldendthed har haft en særlig aura, dels at Mozart ikke bare er Mozart: Der kommer en udtryksmæssig forskellighed ind med de tilføjede satser. Når det er sagt, må man anerkende forsøget som både interessant og - konkret - musikalsk spændende at høre. Copenhagen Soloists og Jonathan Ofir har meget på hjerte og, nok så vigtigt, stort musikalsk potentiale og udtrykskraft. Det fungerer fortrinligt, at de professionelle korsangere også kan være solister, og at samspillet mellem orkester og sangere i dynamisk henseende er særdeles udtryksfuldt. Man får virkelig fat i den mozartske udtryksfuldhed i såvel musikalsk som religiøs forstand. I nogle få momenter oplevede man en vis rytmisk uro og mangel på tempomæssig synkronisering mellem orkester og sangere, men overordnet styrede Jonathan Ofir opførelsen til en fin, samlet oplevelse. Solisterne blandt korsangerne var særdeles gode, på kvindesiden med Sophie Thing Simonsen, Radmila Rajic, Anna Maria Wierød og Marianne Heuer i forskellige kombinationer, og det samlede korarbejde var både teknisk og musikalsk overbevisende. Mozart er krævende. Orkestret på såkaldt autentiske instrumenter var ligeledes overbevisende og livligt bevægeligt i spillet, magtfuldt også når det krævedes. Copenhagen Soloists har ikke tidligere optrådt i Århus. Orkester, kor, solister og dirigent var et meget godt bekendtskab, som man gerne genhører.

 

 

 

 

Munter Mozart og virtuos cello

Festlig wienerklassisk optakt til sæsonen i Espergærde Musikforening

Af Bodil Strandgaard Schau, borgerjournalist (Helsingør Dagblad, den 20.september 2016)

ESPERGÆRDE: Festligere kan det næsten ikke blive – Espergærde Musikforening startede sin 37. sæson i søndags i Mørdrup Kirke med et rent wienerklassisk program.
Copenhagen Soloists, under ledelse af orkestrets dirigent og grundlægger Jonathan Ofir, spillede nogle af de mest kendte og elskede stykker af Mozart og Haydn.
Mozarts divertimento i D-dur, også kaldet ”Salzburg symfoni nr. 1”, skrev Mozart allerede i en alder af 16 år, inden han blev ansat ved hoffet i Salzburg. I førstesatsen får man en fornemmelse af at svæve med musikken gennem luften op mod kirkeloftet, og tredjesatsens allegro er drillende munter, som kun Mozart kan være det. Mozarts symfoni nr. 29 er derimod mere dansende.


Cellostjernen Brantelid
De bragende klapsalver, der hilste Andreas Brantelid, tydede på, at mange havde glædet sig særlig meget til at høre Danmarks førende cellist spille Joseph Haydns to cellokoncerter.
Andreas Brantelid har spillet cello, siden han var 4 år og debuterede som 14-årig med Elgars cellokoncert. Denne søndag spillede han på en Stradivarius-cello fra 1707!
Der er mere temperament i Haydns cellokoncerter, men også inderlighed. I en meget stille cellosolo kunne man næsten høre den berømte knappenål.

Måske ikke af Haydn
Efter sigende påstod cellisten Nikolaus Kraft omkring 1837, at cellokoncert nr. 2 var komponeret af hans far, cellistvirtuosen Anton Kraft. Da Haydns originale manuskript ikke findes, kan der kun gisnes om sammenhængen. Måske stammer kompositionen med dens temaer fra Haydn, mens Kraft udformede cellosolopassagerne.
Haydns cellokoncert nr. 1 blev først fundet i 1961, men her er ikke tvivl om, at den er fra Haydns hånd. Når man lytter kan man få den tanke, at der er noget „moderne” over cellosoloerne, der peger videre frem fra wienerklassicismen.
Joseph Haydn blev født 24 år før Wolfgang Amadeus Mozart og levede 18 år efter denne. Haydn kaldes „symfoniens og strygekvartettens fader”, men anerkendte selv Mozart som et helt usædvanligt geni. I sit kun 36 år korte, men produktive liv nåede han at skabe musik med en umiskendelig klang, der endnu er lige berømt og elsket.
Som Jonathan Ofir skriver i programmet, kan spørgsmålene om, „hvem der inspirerede hvem”, og ”hvem kom før hvem”, aldrig helt besvares, når det handler om kunst. Inspirationen flyder sammen.

Noget at se frem til
Jonathan Ofir dirigerede med meget stor indlevelse, og orkestret bragte med stor udtryksfuldhed musikkens forskellige nuancer frem. Der var lange, bragende klapsalver til slut i den fulde kirke.
Programmet for den hermed indledte sæson i Espergærde Musikforening ser lovende ud.
Først kan man glæde sig til en fortællekoncert med Kammerkoret Musica, der spiller musik til tekster af Shakespeare søndag den 23. oktober.

 

Klassiske kendinge af Bach


Copenhagen Soloists bevægede sig lige fra Polonæse til orkestersuite og kantate.
Af Bodil Strandgaard Schau
Borgerjournalist
Helsingør Dagblad, 30. september 2015

 

ESPERGÆRDE: Sæsonens anden koncert i Espergærde Musikforening bød på verdslig musik af J.S. Bach, opført af Copenhagen Soloists.
Også på den smukke efterårssøndag havde et stort publikum fundet vej til koncerten på Espergærde Gymnasium for at lytte til Johann Sebastian Bachs orkestersuite nr. 2 og Brandenburgkoncert nr. 5, vel nok nogle af Bachs kendteste og mest elskede værker.
Copenhagen Soloists spillede under ledelse af ensemblets dirigent og grundlægger, den israelskfødte Jonathan Ofir. Der er to svenske violinister, Hannah Tibell og Hanna Ydmark, Rastko Roknic fra det tidligere Yugoslavien på Bratsch, islandske Hanna Loftsdottir på cello, Jennifer Dill på traversfløjte og amerikanske Megan Adie på kontrabas og Gilbert Martinez på cembalo.
Alle har en imponerende, international karriere bag sig, og ensemblet koncentrerer sig om at spille store barokværker som kammermusik på originalinstrumenter.

En kongelig dans
Johann Sebastian Bach havde en fortid som hofmusiker, før han slog sit navn fast for eftertiden som kirkemusiker ved Thomas-kirken i Leipzig.
Bachs fire orkestersuiter stammer fra hans tid som hofkapelmeister hos fyrst Leopold von Anhalt-Köthen 1717-1723. De er komponeret over mønstret fra den dengang populære franske dansesuite, alle for strygere og med skiftende soloinstrumenter.
I suite nr. 2 i h-mol er det traversfløjten, der overtager solopartierne, denne eftermiddag virtuost spillet af Jennifer Dill, der er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Ouverturen åbner dansesuiten, hvor den franske konge træder ind i salen. Her spiller traversfløjte og førsteviolin først enstemmigt, hvorefter der følger et soloparti med fløjte.

Stil op til Polonæse
Den efterfølgende rondeau er roligere, sarabanden mere lyrisk, og fløjten mere tilbagetrukket. Bourreen er, ligesom den dans, den er inspireret af, mere livlig, mens polonæsen virker majestætisk.
Under en Polonæse marcherer danserne typisk ind i rækker og stiller op til den efterfølgende dans, ofte en menuet. Badinerien er som sidste sats hurtig og livlig og bæres i denne suite af en fløjtesolo. Jennifer Dill rev også her publikum med.
”En klassisk slager” kunne man fristes til at kalde denne sidste sats, som de fleste nok kan nynne med på, når de hører den.

Et virtuost sololøb
De seks indbyrdes meget forskellige Brandenburgkoncerter skrev Bach i 1721 på bestilling af markgreven af Brandenburg. Den 5. Brandenburgkoncert udmærker sig ved cembaloets fremtrædende rolle. De øvrige soloinstrumenter er traversfløjte of violin.
Andensatsen, hvor de tre soloinstrumenter spiller alene, har en mere intim karakter, idet violin og fløjte fører en sagte dialog med cembaloet i mere tilbagetrukket rolle. Sidstesatsen er igen livlig, og publikum fulgte åndeløst Gilbert Martinez’ virtuose sololøb på cembaloet.

Da kameraet gik solo henimod slutningen af anden sats blandede sig en teknisk lyd. Flere kiggede febrilske efter deres mobiltelefoner – trods formandens venlig påmindelse om at huske at tænde mobiltelefonen, når man går.
Det var imidlertid ensemblets eget videokamera, der pludselig overtog solistrollen. Jonathan Ofir trådte roligt ned fra dirigentpodiet og rettede den tekniske fejl med en munter bemærkning, før man spillede sidste sats. I pausen kunne der som sædvanligt købes et glas vin eller vand, og der var mulighed for musikalske oplevelser med bekendte blandt publikum.
Bach skrev formentlig næsten tre hundrede kantater (hvoraf godt 200 er fundet). De fleste er kirkelige, og i dag forbinder i vel en kantate med kirkemusik, men Bach skrev også verdslige kantater.
Nogle gætter på, at ”Non sa che sia dolore” (Man ved ikke hvad sorg er) er skrevet i 1734 ved afskeden med en af Bachs elever, men sikkert ved man ikke.
Med stor indlevelse fortolkede den svenske sopransolo Klara Ek med varm og fyldig stemme vemodet over at tage afsked med en kær ven – samtidig med, at man ønsker lykke på rejsen.
Også de lange, bærende passager fulgte med en imponerende, naturlig lethed. Klara Ek er uddannet ved Kungliga Musikhögskolan i Stockholm, University College of Opera i Stockholm og The Royal College of Music i London.

Opløftende eftermiddag
Man gik bade opløftet og afslappet fra koncerten. I Bachs tonesprog – der ofte beskrives som den fuldente matematiske tonalitet – er der noget udvidende og opløftende. Der er højt til loftet.
Næste koncert i Espergærde Musikforeningen er søndag den 18 oktober klokken 16, denne gang igen i Mørdrup Kirke, hvor publikum kan se frem til at høre kammerkoret Camerata.

 

Pragtopførelse af Monteverdis Orfeus i Mørdrup Kirke

Af Ole Josephsen

Musikanmelder

Helsingør Dagblad 18. sept. 2014

 

ESPEGÆRDE: Et musik værk, skabt for over 400 år siden, kan stadig have et budskab til det moderne menneske. Det beviste instrumental- og vokalensemblet Copenhagen Soloists søndag eftermiddag med 15 musikere og 7 sangere i Mørdrup Kirke.

Det store publikum fik en oplevelse af de sjældne, da verdens første opera, Monteverdis "Orfeus" fra 1607 blev levendegjort i denne, Espergærde Musikforeningens første koncert i den nye sæson.

Monteverdi har her iscenesat den klassiske græske tragedie om Orfeus, der mister sin elskede Eurydike, vinder hende tilbage, for så at miste hende igen. Det er historien om helten, der trodser guderne, men må sande, at det gør man ikke ustraffet.

Mathias Hedegaard havde den store rolle som Orfeus, og med sin egale og velklingende tenor redegjorde han overbevisende for heltens skiftende sindsstemninger, fra det euforiske i glæden over kærligheden til Eurydike, til det dramatiske i vreden og sorgen over at have mistet hende. Hans bøn til Charon om at blive færget over til dødsriget "Possente spirito", blev forsiret med fint beherskede koleraturer og var nok operaens højdepunkt.

Christina Larsson Malmberg var en smukt klingende sopran i rollen som Eurydike. Anna Jobrant, lys sopran, og Simone Rønn, mørk alt, gjorde sig flot gældende i deres mange roller, og i manderollerne var der Adam Riis, Erlend Tyrmi og Steffen Bruun, dyb bas, der fuldendte klangbilledet.

Det internationalt sammensatte instrumentalensemble anvendte et arsenal af barokinstrumenter, eksempelvis dulcian, cornet, teorbe og gambe, og nød godt af Mørdrup Kirkes gode akustik. Under Jonathan Ofirs ildfulde ledelse kunne de 15 musikere med deres indfølte sans for barokmusikken skabe det rette instrumentale modspil til sangerne.

Jonathan Ofir fortjener respekt for præstationen at sammensætte dette opbud af sangere og musikere og få det hele samlet til en fuldendt helhed. Det var en pragt opførelse af Monteverdis mesterværk, vi var vidner til.

 

(Kristeligt Dagblad, Kultur, 5.12.2012)

 

Højt til loftet
Copenhagen Soloists glædede med skønne barokværker i Marmorkirken i København.

Koncert
Bach: Magnificat – Vivaldi: Gloria – Corelli: Christmas concert – Copenhagen soloists under direction of Jonathan Ofir at Marmorkirken.
****
Vinterens første sne lå lysende på Københavns fornemme "akse", der går fra operaen på Holmen, gennem Amalienborg Slotsplads og frem til indgangen til Marmorkirken. Her var dørene søndag eftermiddag slået op til en af årets første julekoncerter, og selve kirkerummet var en smuk ramme om en koncert med en stor repertoireværdi og et umiskendeligt julepræg.
Ensemblet Copenhagen Soloists har ikke for ingenting specialiseret sig i barokværker, og her fremførte man under ledelse af Jonathan Ofir tre populære værker fra begyndelsen af 1700-tallet:
Vivaldis afvekslende "Gloria", Corellis concerto grosso, opus 6 nr. 8 – også kaldet "Julekoncerten" – samt Bachs storslåede "Magnificat".
Titlen på sidstenævnte værk refererer til den latinske oversættelse af Lukasevangeliet 1, 46-55, der også kaldes Marias Lovsang.
Den begynder: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!" Dette kommer umiddelbart før juleevangeliets berømte ord "og det skete i de dage…", så dette Bach-korværk hører i den grad hjemme ved en julekoncert.
Som bekendt er der højt til loftet i Marmorkirken, og akustikken kan være forræderisk vanskelig at have med at gøre.
Men om det nu skyldes det meget store fremmøde (der måske skabte en blidere klangbund?), eller at musikerne og sangerne i Copenhagen Soloists havde tilpasset sig forholdene, gik alle tre værker rimeligt igennem, og koncerten blev præget af en fin balance mellem det instrumentale og det vokale – ikke mindst de smukke kvindestemmer, det løftede sig mod kuplen og i hvert fald hos undertegnede skabte fornemmelser af englesang.
Og hvad det instrumentale angår, kunne man blandt andet glæde sig over det herlige oboakkompagnement både i Vivaldi- og Bach-værkerne. I "Julekoncerten", som måske egentligt er en smule overvurderet, var der derimod udelukkende strygere og et såkaldt "kisteorgel" (nænsomt og musikalsk trakteret af Daniel Bruun), der var i spil.
Danmarks Radio var til stede, og koncerten kan (gen-) opleves i P2-koncerten tirsdag den 18. december fra kl. 19:20. Copenhagen Soloists lader for øvrigt høre fra sig igen til påske, hvor man den 22. marts i Helsingør Domkirke og den 24. marts i Marmorkirken opfører matthæuspassionen af Johann Sebastian Bach.

PETER DÜRRFELD

 

 

 

 

 

 

Nisser eller engle eller Bach ANMELDELSE: Nisser, lysguirlander med stjerner, enkelte engle og alskens julemusik fra højttalere i supermarkederne og på gaderne er umiskendelige tegn på, at julen har erobret os, hvad enten vi er for eller imod! Nogle steder kan vi slet ikke vælge- vi er fanget ind af det hele, gyser eller glædes! Ét sted er der et valg af musik: Vi kan gå til en af de mange koncerter i kirkerne f.eks, - der er der fred for anmassende, ikke –ønskede toner, måske er der også engle – der er i hvert fald rigeligt med tilbud nu og til resten af tiden til 24. december. Ingen kan nå det hele – så her må man træffe sine valg mellem alle de fristende koncerter. I afvigte weekend blev mit valg en koncert i Helsingør Domkirke med det ambitiøse ensemble, Copenhagen Soloists med dirigent og soloviolinist Jonathan Ofir som primus motor i ensemblet, der denne aften bestod af en enkelt sangsolist, sopranen Keren Motseri, en solist på travers fløjte, Cecilia Flodén, cembalist David Shemer, fire strygere på barokinstrumenter og i et enkelt afsnit i Kantate 51 ’Jauchzet Gott in Allen Landen’ lød en virtuos baroktrompet, spillet af Nils Tilma. Sopranen Keren Motseri var solist i denne kantate og med sin varmt klingende stemme, der ubesværet bevægede sig i Bachs sværeste registre betog hun os, forci hun lød, som om denne lovprisning af Gud kom fra et glad hjerte. Cecilia Flodéns spil på den blødt klingende traversfløjte var en kongenial ´partner´. Tidligere var hun suveræn i Suite nr. 2 i h-moll – den lille besætning var en herlig fornyelse af den oprindelige orkestersuite, ligesom de øvrige værker også fik fornyet kvalitet ved de få, suveræne musikere, der opfyldte alle vores ønsker om ægte musiceren. Selv Brandenburgkoncert nr. 5 blev en lille perle, ikke mindst fordi den store solo for cembalo blev så forrygende flot spillet af David Shemer! Endnu engang lykkedes det Jonathan Ofir at sammensætte et ensemble af solister! Om eftermiddagen i Helligåndskirken i København havde samme koncert samlet ca. 150 tilhørere! Desværre kunne domkirken ikke sige det samme; men de, der var tilstede, var begejstrede for den fine musikalske Bach-aften. Kirken har både sin egen julekoncert i december og Rotarys traditionsrige koncert, ligesom ugen op til jul byder på de små eftermiddagskoncerter, som man kunne læse om i tirsdagens avis. Grethe Jørgensen, Helsingør Dagblad, onsdag, 3. december 2008

 

 




anmeldHD

 

 

 

 

 

 

 

 

Musik: Siger og skriver 20 sangere og musikere formåede at føre Händels populære ’Messias’ til nye højder ved en opførelse i Helsingør Domkirke lørdag aften. En gennemsigtighed, der lod os høre musikken mere intenst, fatte teksterne på anden måde, hvad enten det var arierne, eller korsatserne. Koret bestod af ni sangere, alle plukket fra professionelle rækker, alle med solistiske kvaliteter på højt plan, og solopartierne blev varetaget af medlemmer af koret med stor skønhed i de uforglemmelige arier, som man nynner på længe efter, når man går hjem. (Især, når man selv i tidernes morgen har været med til at synge Messias)...

  Ensemblet, der opførte Messias, hedder Copenhagen Soloists med god grund, for også de elleve professionelle instrumentalister formåede med fine indsatser og fornem ledsagelse af kor og soli at fuldende disse partier, ligesom orkestersatserne klang fulde af skønhed og med den gennemsigtighed, som den musikalsk pige ved siden af mig kaldte filigranagtig!
Det var en kammermusikalsk opførelse, uden dirigent, men med den fine violinist Jonathan Ofir som stående koncertmester, der sikkert og med få virkemidler førte den næsten tre timer lange opførelse til succes med stort bifald fra tilhørerne, der havde besat hver eneste ledige siddeplads i kirken.

  Hermed fik Copenhagen Soloists deres debut i Helsingør Domkirke, hvilket vi da kan være stolte af, for jeg tror at ensemblet har en lang fremtid foran sig! Allerede dagen efter, Søndag den 10. blev Messias opført anden gang; denne gang i Helligåndskirken i København.
I det trykte program ser man, at ensemblet har planlagt to opførsler af Bachs Johannespassion fredag den 6. april kl. 15.00 i Helligåndskirken i København og Lørdag den 7. April kl. 16.00 i Vor Frue Kirke i Kalundborg.

  Grethe Jørgensen Helsingør Dagblad, Tirsdag d. 12. December 2006

 

 

 

 

 

 

 

Musik: Kan man skrue Bachs vældige Johannespassion, hvad angår antallet af medvirkende og nøjes med 9 sangere 11 musikere? Det var opgaven for det nye solistiske vokal- og instrumental ensemble ’Copenhagen Soloists’ lørdag eftermiddag i Tikøb Kirke, og man må sige, at ensemblet løste opgaven med bravour. Bachs partitur blev forløst med en musikalsk selvfølgelighed, så tilhørerne – en fyldt Tikøb Kirke – fik en oplevelse af de sjældne.

  Det var en Johannespassion udført på kammermusikalsk vis, hvor hver frase, hver harmoni, hver korsats og hver inderlig arie og koral blev belyst i et forklaret skær. Værket er i høj grad et korværk, der stiller store krav om intonation og præcision, og når koret består af kun 2 sangere på hver af de 4 stemmer, kræver det en indsats udover, hvad der normalt forlanges af en korsanger. De 8 sangeres stemmer var stemmemæssigt afbalancerede og resultatet føltes volumenmæssigt lige så fyldigt som et stort kor. Alle 8 sangere optrådte desuden på smukkeste vis som solister i passionens arier. Her var det altarien ’Es is vollbracht’ og sopranarien ’Zerfliesse mein Herze’, der gjorde dybest indtryk.

  Evangelisten, der kommenterer og forbinder de enkelte afsnit, var velanbragt i sin afgørende rolle i forløbet med sin dramatiske og sonore tenor. En fornem præstation.
Det lille velafstemte barokensemble på 11 musikere sørgede på deres tidstro instrumenter for et fint akkompagnement til de vokale indsatser. Ensemblet spillede uden dirigent, men var ledt af koncertmester Jonathan Ofir på barokviolin. Bach is sin høje himmel ville have frydet sig over denne opløftende koncert.

  Ole Josephsen Helsingør Dagblad, Onsdag 11. April 2007

 

Copenhagen Soloists

post@jonathans.dk