“Barokperle skabte begejstring: Purcells ‘Dido og Æneas’ fyldte Mørdrup Kirke”


Ole Josephsen, Helsingør Dagblad, 2. maj 2024

Barokperle skabte begejstring: Purcells ”Dido og Æneas” fyldte Mørdrup Kirke

Det var Espergærde Musikforenings sidste koncert i sæsonen søndag i Mørdrup Kirke, og det blev en afslutning af format. Ensemblet ”Copenhagen Soloists” med Jonathan Ofir i spidsen opførte Henry Purcells opera ”Dido og Æneas” for en fyldt kirke.

ESPERGÆRDE: Sangsolisterne var Anna Wierød som Dido, Ørjan Hartveit som Æneas, Cassandra Lemoine som Belinda, og i mindre roller Nanna Ipsen, Simone Rønn, Adam Riis, Kristoffer Appel og Emil Ritter. Orkestret bestod af 4 violiner, bratsch, cello, gambe, bas violone, teorbe og cembalo.

Forelskelse og afsked

Operaen fortalte historien om Dronning Dido af Karthago og Prins Æneas, Prins af Troja, der forelsker sig i hinanden. Et komplot af en troldkvinde og hendes hekse sværger at ville knuse Dido, som de hader, og de formaner Æneas til at sejle til Italien for at genrejse det slagne Troja. Det er så deres hensigt at lade en storm knuse hans skib undervejs. Heksene synger: ”Destruction ’s our delight”.

Æneas forlader med sorg Dido, som føler, at hun ikke kan leve uden ham. I sin berømte arie: ”When I am laid in earth” tager hun afsked med livet, og med det smukke sørgekor: ”With drooping wings ye Cupids come” slutter operaen.

Copenhagen Soloists er besat med sangere og musikere fra øverste hylde, og Jonathan Ofir forstår at lede slagets gang med sikker hånd. Purcells musik er en barokperle. Den er elegant og den blev spillet let og spændstigt.

Dansesatserne havde et flot drive og slutningen var rent ud betagende smuk. Didos afsked med livet og sørgekoret til allersidst fik lidt vådt frem i øjenkrogen.

Det begejstrede publikum takkede med et stående bifald for en stor oplevelse. Og udenfor skinnede aprilsolen, da vi gik.