Jonathan Ofir dirigerede og lod som altid sine musikere lytte til hinanden

Musikkonservatoriets Koncertsal, København 18. september

Af Steen Frederiksen (CUSTOS 1.12.2021)

Selv Mozarts bedste musik kunne ikke slå eftervirkningerne af den lange Corona-musiktørke. Et stort publikum, men alligevel alt for få, gik til eftermiddagskoncert med Copenhagen Soloists og Mozarts violinkoncert nr. 3, klaverkoncert nr. 20 i d-mol og symfoni nr. 38 (Prag). Et for lille publikum er en trend, jeg har oplevet flere gange. Forhåbentlig læger tiden det sår.

Concerto Copenhagens svenske koncertmester Fredrik From var solist i den vidunderlige 3. violinkoncert af Mozart, og som koncertmester i Prager-symfonien fungerede han optimalt og fik stor betydning for orkesterets præcision og samlede udtryk. Symfonien var koncertens bedste oplevelse, men det var også en spændende udflugt til 1700-årene at høre engeæsl-amerikanske Maggie Cole spille Mozarts klaverkoncert i d-mol på fortepiano. Instrumentet lød meget spædt og med tydelig arv fra cembaloets distinkte klang. Uhyre præcision leverede Maggie Cole og ikke de følelser, man sidenhen har kunnet få afløb for på et Steinway. Til gengæld var det meget interessant, hvordan de få strygere og det lydsvage soloinstrument lod os tilhørere høre, hvor meget der sker i Mozarts blæsere. Det oplever man ellers aldrig – blæsernes mange velskabte tilføjelser og melodier, man ofte går glip af.

Jonathan Ofir dirigerede og lod som altid sine musikere lytte til hinanden, frem for at dirigere dem i stykker. Men efter pausen i Prag-symfonien dirigerede han med temperament så medrivende og vildt, at det naturligvis forplantede sig orkestret, som var lige så begejstrede som publikum.